title

'

J-Popcon 2016

18 Mar 2016, Posted by tobiaspr in Newsroom

I denne weekend samles tusindvis af manga og anime-fans, sammen med farvestrålende cosplayere i DGI-byen og Øksnehallen.

Temaet til årets J-Popcon er Pokémon. Vi fejrer at det er 20 år siden at videospillene ‘Poketto Monsutā Aka Midori’, bedre kendt som Pokémon Rød og Grøn, udkom i Japan.

De to spil markerede starten på en af Japans bedst kendte spilserier, der i dag spænder over animerede spillefilm, utallige TV-sæsoner, Pokémon kortspil, og flere end 25 videospil. Til glæde for børn og unge i hele verden.

Pokémon blandes simpelthen med alt det, man kender fra J-Popcon i forvejen. Japanske spil, origami, internationale gæster, de bedste forhandlere, det største cosplayshow, koncerter, karaoke, te-ceremoni, kampsport og asiatisk street-food – fang, smag og prøv dem alle!

De oprindelige danske stemmeskuespillere, fra Pokémon anime TV-serien, besøger også J-Popcon. Ann Hjort (Jessie, m.fl.), Thomas Kirk (James) og Peter Zhelder (Meowth) kigger forbi. De kan opleves i forskellige paneler under hele festivalen, hvor de fortæller om arbejdet med Pokémon TV-serien, og deres nuværende skuespiller karriere.

J-pop gruppen Color-Code giver koncert til J-Popcon. Color-Code er sammensat af den italiensk-japanske fashion-instruktør Nicola Formichetti, der er kendt for sit hyppige samarbejde med sangerinden og performance-kunstneren Lady Gaga. Musikken er danseglad og kostumerne ekstremt farveglade.

I samarbejde med Seidokan Japan Center og den Japanske Ambassade, præsenterer vi to koncerter med den danske Taiko tromme musikgruppe Seido Taiko. De store japanske Taiko trommer, kaldes også for sportstrommer på grund af den omfattende koreografi, der akkompagnerer musikstykkerne.

Spilområdet besøger man for at prøve japanske kort- og konsolspil, holde takten i dansespil, og spille på originale arkademaskiner. Der afholdes bl.a. turneringer i Pokémon kortspillene for både nybegyndere og øvede, og det helt nye Pokkén Tournament kampspil, sørger for noget af den digitale underholdning. Der er masser af præmier, hvis bare du er god nok.

Der vises japansk anime-tegnefilm i døgndrift i en dedikeret biograf. Så trænger man til et pusterum fra alle de andre events, så smut ind i biografen, og slap af med et par afsnit fra de nyeste serier, eller personlige favoritter.

J-Popcon samler de største cosplay kvalifikationsturneringer i Norden under Danish Cosplay Championship, hvor vinderne repræsenterer Danmark ved EuroCosplay hos MCM, Comic-Con i England og European Cosplay Gathering i Frankrig. Den største af dem alle, er World Cosplay Summit kvalifikationen, hvor finalen afholdes i Japan.

Som cosplayer er deltagerne udklædte som karakterer fra manga, film og spil og bedømmes bl.a. på kvalitet, indlevelse og udførelse. Flere af bedste cosplayere besøger J-Popcon, hvor de også er dommere i cosplay konkurrencerne.

Artist Alley er området, hvor danske og internationale manga-tegnere, professionelle og amatører, viser deres værker frem. Der undervises i manga-tegning, og holdes foredrag af dygtige undervisere fra hele Europa. Der uddeles J-Popcon priser til det bedste håndværk og de bedste tegninger.

Er du til indkøb og shopping, så besøg den største sal i DGI-byen, hvor forhandlere fra ind- og udland tilbyder alt fra manga tegneserier, japansk popmusik til cosplay-kostumer og japansk slik.

Der er gratis adgang til forhandlersalen både lørdag og søndag, fra DGI-byens gårdsplads, så hvis man vil opleve en lille del af J-Popcon uden at være medlem, er det her det sker.

Alle er velkommen og man behøver ikke at være udklædt for at deltage.

På DGI-byens gårdsplads, ved siden af forhandlersalen, er der opstillet madboder fra japanske og asiatiske restauranter, der tilbyder kulinariske street-food oplevelser.

Velkommen til J-Popcon 2016